Hermann Abendroth, 1883-1956, tysk dirigent, kom via Lübeck og Essen i 1915 til Köln som konservatorie- og orkesterleder. Som chef for det berømte Gewandhaus-orkester i Leipzig fra 1934 undgik han ikke helt at medvirke i nazistisk propaganda, herunder Bayreuth-festspillene 1943-44, men kunne dog efter krigen udnævnes til chefdirigent i Weimar. Han huskes især for sine varmt klingende tolkninger af det klassisk-romantiske repertoire.