Herman Bente, 1881-1947, dansk fotograf. Bente grundlagde i 1926 firmaet Jonals Co., Danmarks første firma for reklamefotografi og i 1920'erne og 1930'erne førende inden for fotografering af kunsthåndværk, arkitektur og mode. Gennem firmaets fotografier, bl.a. i bogen Britisk Brugskunst fra 1933 med tekst af Steen Eiler Rasmussen, gennem anmeldelser og artikler om fotografi samt som arrangør af bl.a. den internationale udstilling Moderne Fotografi på Kunstindustrimuseet i 1930 var Bente med til at introducere et moderne, internationalt, banebrydende brugsfotografi i Danmark.