Heretica

Heretica, dansk litterært tidsskrift 1948-53, udg. af Wivels Forlag. Det redigeredes to år ad gangen af Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, Martin A. Hansen og Ole Wivel, Frank Jæger og Tage Skou-Hansen. Med titlens betydning af 'kætterier' vendte man sig mod rationalismen og de herskende ideologier og hævdede i stedet poesien og den kunstneriske erkendelse som vej ud af efterkrigstidens kulturkrise, der blev tilskrevet intellektets herredømme siden renæssancen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Heretica er latin , af græsk hairetikos, af hairein 'vælge', om tilhængere af en retning, specielt i kristen tid om kættere, dvs. 'kætterske sager, kætterier'.

Heretica fik betydning for den litterære modernisme i Danmark i dens symbolistiske, helhedssøgende udformning med tilslutning til digtere som Sophus Claussen, Rainer Maria Rilke, Stefan George, T.S. Eliot og rummede oversættelser, essays, digte af bl.a. redaktørerne, af Vilhelm Grønbech, Karen Blixen, Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen, Per Højholt samt af Paul la Cour og Erik Knudsen, der dog begge snart brød med tidsskriftets linje. Knudsen var med til at oprette modstykket Dialog, som var samfundsrettet og marxistisk orienteret. I tilslutning og frastødning var tidsskriftet med sin hereticanske inderlighed litterært epokeskabende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig