Herbert von Karajan

Faktaboks

Herbert von Karajan
Født
5. april 1908
Død
16. juli 1989

Herbert von Karajan.

.

Herbert von Karajan under en koncert, 1965.

.

Herbert von Karajan. Karajans hustru, Eliette von Karajan, med sin bog Mein Leben an seine Seite, 2008.

.

Herbert von Karajan. Foto fra 1986.

.

Herbert von Karajan var en østrigsk dirigent, også aktiv som operainstruktør.

Herbert von Karajan blev fra 1916 uddannet som pianist og dirigent på bl.a. Mozarteum i Salzburg. Han vakte opsigt som dirigent allerede i 1930'erne, blev medlem af NSDAP i 1933 og Tysklands yngste Generalmusikdirektor ved Stadttheater Aachen i 1935; han ledede Berliner Staatsoper og Berliner Staatskapelle, indtil de tyske teatre lukkede i 1944.

Fra 1947 turnerede Karajan med Wienerfilharmonikerne og Londonorkesteret The Philharmonia og dirigerede ved de førende europæiske festivaler som fx genåbningen i 1951 af Wagnerfestspillene i Bayreuth.

I 1955 blev han chef på livstid for Berlinerfilharmonikerne. 1957-1964 var han tillige chef for Wiener Staatsoper, og 1956-1960 og 1964-1988 var han kunstnerisk leder af festspillene i Salzburg, hvis påskefestspil han grundlagde i 1967. Tyngdepunktet i Karajans omfattende repertoire var tysk-østrigsk musik fra Wolfgang Amadeus Mozart til Gustav Mahler og italiensk opera.

Herbert von Karajans beundrede, minutiøst gennemarbejdede fortolkninger udmærker sig ved uforlignelig klangskønhed. Levende interesseret i de elektroniske mediers kunstneriske og kommercielle muligheder kontrollerede han sine ca. 700 indspilninger helt ud i de tekniske detaljer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig