Herbert Vere Evatt, 1894-1965, australsk jurist, historiker og politiker. Efter at have været højesteretsdommer 1930-40 blev Evatt i 1941 justits- og udenrigsminister valgt for det australske arbejderparti (Labor). Han bidrog til en skærpelse af landets udenrigspolitiske profil og var efter 2. Verdenskrig tilhænger af et stærkt FN, hvor de mindre nationer skulle have større indflydelse. 1946-48 ledede han Australiens FN-delegation, og 1948-49 var han præsident for FN's generalforsamling. I 1949 mistede Labor regeringsmagten, og to år efter blev Evatt partiets leder. Det lykkedes ham bl.a. at hindre R.G. Menzies regering i at forbyde Australiens kommunistparti, hvilket imidlertid førte til splittelse af Labor. Evatt trak sig ud af politik i 1960.