Henryk Sienkiewicz

Faktaboks

Henryk Sienkiewicz
født:
1846
død:
1916

Henryk Sienkiewicz, 1846-1916, polsk forfatter, der hurtigt gjorde sig bemærket med fremragende reportager fra sine rejser, bl.a. i Afrika og Amerika. Hans tidlige, realistiske noveller satte samtidens problemer under debat.

Af særlig betydning er dog hans historiske romaner, højt elskede for deres lidenskab, stærke kampskildringer og livfulde fortælleglæde. "Trilogien" består af Med Ild og Sværd (1883-84, da. 1906 og flere senere udg.) om kampen mod kosakkerne i Polens storhedstid, Stormfloden (1884-86) om svenskekrigene og Hr. Wołodyjowski (1887-88, da. Den lille Ridder, 1913) om sejren over osmannerne.

Det indgød polakkerne mod under ufriheden at læse dette patriotiske kæmpeepos om Polens svære, blodige krige og dets storhed i 1600-t. Korsridderne (1897-1900) fortæller gribende om kampen mod Den Tyske Orden.

Internationalt mest berømt er romanen om kristenforfølgelser i kejser Neros Rom, Quo vadis (1896, da. 1899). Mindre læst er hans samtidsromaner som Uden Ballast (1891, da. 1910), mens børnebogen Gennem Ørkenen (1911, da. 1913) om to børns rejse gennem Afrika vandt stor international popularitet. 1905 modtog han nobelprisen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig