Henry Royce

Faktaboks

Henry Royce
født:
27. marts 1863
død:
22. april 1933

Henry Royce, 27.3.1863-22.4.1933, britisk tekniker og industridrivende. Henry Royce blev uddannet på et lokomotivværksted og læste i fritiden elektronik. Han fik arbejde som elektrisk ingeniør og dannede i 1884 et lille firma, Royce & Co., som producerede bl.a. en gnistløs dynamo og elektriske kraner.

Efter at have købt og undersøgt en fransk Decauville-bil konstruerede Henry Royce i 1904 selv en bil, hvor han forsøgte at eliminere de svagheder, han havde fundet, især mht. støj og vibrationer. Efter dannelsen af Rolls-Royce fortsatte han arbejdet med at forbedre konstruktionen, men alvorlig sygdom tvang ham fra 1911 til at arbejde fra sit hjem.

Henry Royces første flymotor, Eagle på 225 hk, kom i 1915. Den efterfulgtes af en lang række væskekølede motorer med rovfuglenavne. Mest berømt er Merlin (1933), der anvendtes i Spitfire, Hurricane, Lancaster, Mustang, Mosquito og mange andre fly.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig