Faktaboks

Henry Louis Le Châtelier
Født
8. oktober 1850
Død
17. september 1936

Henry Louis Le Châtelier fotograferet, da han i 1869-71 var student ved École polytechnique.

.

Henry Louis Le Châtelier, 8.10.1850-17.9.1936, fransk fysiker, kemiker og metallurg. Han var uddannet mineingeniør og var fra 1877 professor i kemi i Paris; først i materialelære ved École des mines, derefter i uorganisk kemi ved Collège de France og endelig i samme fag ved Sorbonne.

Le Châtelier opfandt et termoelement bestående af to platintråde, den ene legeret med 10% rhodium. Termoelementet var på grund af sin kemiske inaktivitet et særdeles pålideligt instrument til måling af høje temperaturer og blev anvendt til undersøgelse af cement og andre silikatholdige materialer ved høj temperatur. Forskningen førte ham ind på mikroskopiske undersøgelser af bl.a. cement, og han opfandt en teknik til polering af materialer under anvendelse af aluminiumoxid. På denne måde kunne små krystaller tydeligere ses, og han fremsatte en forklaring af disse materialers mekaniske egenskaber.

Sammen med François Ernest Mallard (1833-94) undersøgte han eksplosioner af gasblandinger og de trykbølger, som eksplosionerne medførte. I forbindelse med disse studier over kemiske reaktioner udtænkte han i 1880'erne le Châteliers princip til beskrivelse af ligevægtsforskydninger (se kemisk ligevægt).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig