Henry Campbell-Bannerman, 7.9.1836-22.4.1908, britisk politiker. Campbell-Bannerman var skotsk godsejer og blev i 1868 valgt til Underhuset som liberal. Han fulgte Gladstones politik i det irske spørgsmål og beklædte et antal ministerposter under ham og Rosebery. I 1899 blev han leder af De Liberale og dannede 1905 regering. Campbell-Bannerman var mod øget oprustning og havde stillet sig kritisk over for Storbritanniens engagement i Boerkrigen. De Liberales position blev styrket ved valget i 1906, men indenrigspolitisk lykkedes det ikke Campbell-Bannerman at få de liberale mærkesager igennem, bl.a. på grund af modstand fra Overhuset. Politiske nederlag og sygdom tvang ham til at trække sig tilbage til fordel for H.H. Asquith i 1908.