Henrik Møllgaard er en dansk håndboldspiller, der spiller for Aalborg Håndbold og for det danske landshold. Henrik Møllgaard har spillet 202 landskampe og scoret 182 mål for Danmark (pr. 29. april 2023). Med landsholdet har Henrik Mølgaard bl.a. vundet guld ved De Olympiske Lege i 2016 og ved VM i både 2019, 2021 og 2023..

Henrik Møllgaard
Faktaboks
Henrik Møllgaard Jensen
- Født
- 2. januar 1985

Henrik Møllgaards klubkarriere
Henrik Møllgaard startede sin professionelle klubkarriere i KIF Kolding i 2005, som han blev dansk mester med i 2006 og 2009, inden han samme år skiftede til Aalborg Håndbold. Med Aalborg Håndbold vandt han det danske mesterskab i 2010.
I 2012 skiftede Henrik Møllgaard til Skjern Håndbold, hvor han var til 2016. Flere udenlandske klubber havde dog fået øje på den nærkampsstærke forsvarsspiller og playmaker, og fra 2015 til 2016 var han udlejet til den franske klub Paris Saint-Germain Handball (PSG), som han efterfølgende skrev kontrakt med. Med PSG vandt Henrik Møllgaard bl.a. tre franske mesterskaber, inden han i 2018 vendte hjem til Aalborg Håndbold. Her er det blevet til tre danske mesterskaber, to pokaltitler og en Champions League-finale.
Henrik Møllgaard på landsholdet
Henrik Møllgaard debuterede på det danske landshold i 2006. Han fik dog først sit egentlige gennembrud ved VM i 2013, hvor han scorede 29 mål og var en stærkt medvirkende grund til at Danmark nåede frem til finalen, hvor det dog blev til et nederlag til Spanien. Møllgaard har herefter været stamspiller på landsholdet og har været med til at vinde guld ved OL i 2016, VM i 2019, 2021 og 2023, sølv ved EM i 2014 og OL i 2021 og bronze ved EM i 2022. Ved EM i 2016 blev Henrik Møllgaard kåret til turneringens bedste forsvarsspiller.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.