Henrik Krogsgaard, f. 1951, dansk pianist, kapelmester og komponist. Krogsgaard opnåede som 17-årig at blive kapelmester i Cirkus Schumann og ledede i 1972 orkesteret i Otto Leisners tv-serie Den gyldne Pil. Derefter fulgte et mangeårigt revy- og musicalsamarbejde med Volmer Sørensen, først i Nykøbing Falster (Revykøbing), derefter 15 sæsoner i Cirkusrevyen samt på ABC Teatret og Amager Scenen. Fra 1984 blev han kapelmester og musikalsk arrangør for det danske Melodi Grand Prix, og ved mange andre lejligheder har han været dirigent for Radiounderholdningsorkestret og optrådt som vært i tv-serier.