Henrik 1. Fuglefænger

Henrik 1. Fuglefænger, Heinrich, ca. 875-2.7.936, hertug i Sachsen fra 912 og tysk konge fra 919. Henrik kunne i samarbejde med de andre hertuger skabe en indre stabilitet i sit rige, hvilket gjorde ham i stand til at føre en magtfuld udenrigspolitik. Således blev Lothringen og Brandenburg indlemmet i riget, og han besejrede slaverne og ungarerne samt den danske konge Gnupa.

Henrik anses for at være den første tyske konge og stamfader til det sachsiske dynasti, der virkede som tysk-romerske kejsere 962-1024, idet hans rige udelt overgik til sønnen Otto 1. den Store.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig