Henrik - prins af Danmark

Faktaboks

Henrik

Henri de Laborde de Monpezat

født:
11. juni 1934, Talence, Frankrig
død:
13. februar 2018, Fredensborg Slot

Henrik. Prins Henrik i gallauniform. Fotografi fra 2006.

.

Prins Henrik i sin Knarr-båd. Foto fra 1980.

.

Henrik var prins af Danmark; i perioden 2005-2016 tituleret prinsgemal. Han var gift med dronning Margrethe 2. fra 1967 til sin død i 2018.

Baggrund

Prins Henrik var oprindelig fransk greve og hed Henri de Laborde de Monpezat. Han var søn af grev André de Laborde de Monpezat (1907-98) og grevinde Renée de Monpezat (1908-2001) og tilbragte sine første fem år i Fransk Indokina og voksede derefter op på forældrenes vinslot Château le Cayrou nær Cahors.

Uddannelse

I 1950 vendte han tilbage til Indokina og tog i 1952 studentereksamen i Hanoi. Han opnåede i 1957 magistergraden efter studier i fransk litteratur og orientalske sprog ved Sorbonne og École nationale des langues orientales i Paris. I 1962 gik han ind i udenrigstjenesten og udnævntes året efter til 3. ambassadesekretær i London. Her mødte han i 1964 den danske tronfølger, og i oktober 1966 blev de forlovet.

Gift med Margrethe

Den 10. juni 1967 blev Henrik gift i Holmens Kirke i København med den daværende kronprinsesse og siden 1972 dronning Margrethe 2. af Danmark. Da Margrethe blev dronning, fik Henrik titlen prins Henrik af Danmark. Regentparret fik sønnerne Frederik og Joachim.

Hverv og protektioner

Prins Henrik var protektor for en række almennyttige og humanitære organisationer. Fra 1972 og til sin død var han præsident for Verdensnaturfonden i Danmark, og fra 1990 til 2007 var han præsident for den europæiske bevaringsorganisation Europa Nostra.

Prins Henrik var ordenskansler (se Ordenskapitlet) og tillige general à la suite i Hæren og Flyvevåbnet samt admiral à la suite i Søværnet. Han var en ivrig sejlsportsmand og pilot, og han engagerede sig tillige i vinavlen på Château de Caïx i Cahorsdistriktet, som regentparret erhvervede i 1974.

Den sidste tid

I sin nytårstale d. 31. december 2015 oplyste dronning Margrethe at prins Henrik ville trække sig tilbage fra offentligheden. Parrets guldbryllup i 2017 blev af samme grund fejret under private former.

Under en rejse til Egypten i januar 2018 pådrog prins Henrik sig en infektion. Efter behandling på Rigshospitalet tilbragte han sine sidste dage på Fredensborg Slot, hvor han døde 13. februar 2018.

Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke den 20. februar 2018. Han havde i 2017 bekendtgjort, at han ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke, sådan som det ellers havde været planlagt.

Udgivelser

Prins Henrik skrev en række bøger, bl.a. digtsamlingen Chemin faisant (1982), erindringsværket Skæbne forpligter (1996) samt digtsamlingerne Cantabile (2000), Hviskende brise (2005), Frihjul (2010), Fabula (2011) og I mine lykkelige nætter (2014). Han udgav desuden kogebøger, og under pseudonymet H.M. Vejerbjerg oversatte han sammen med dronningen Simone de Beauvoirs Alle mennesker er dødelige (1981) fra fransk. Han bidrog også til erindringsbogen Enegænger - Portræt af en prins (2010) af Stéphanie Surrugue.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig