Henrik Nordbrandts poesi er dog sjældent så åbenlyst filosofisk. Selvom han ofte digter om at digte, er hans digtes hovedemne kærlighed. Især har han fundet overbevisende udtryk for den kærlighed, der er dømt — ikke fordi den er ugengældt, men fordi den i sit væsen er et envejsfænomen.
"Vores kærlighed er som Byzantium/ må have været/ den sidste aften" (i Ode til blæksprutten, 1975). Dette og andre digte om fordømt kærlighed udstråler en sær tilfredsstillelse, som slutningen af et sekslinjers digt (Agoraphilia) fra samme samling: "Du er disse seks linier/ som jeg må begrænse mig til for ikke at skrige". Denne typiske forbindelse af to hovedemner, kærlighed og metapoesi, er nok en af forklaringerne på det høje humør, der kan være over Nordbrandts melankoliportrætter.
Man talte i akademisk litteraturteori i de år, da denne poesi blev til, om en "nærværsmetafysik", den bedrøvelige illusion, at ordet kan gøre tingen nærværende. Hos Henrik Nordbrandt, der nødig taler teoretisk om sin poesi, kan man finde det modsatte, en fryd over fraværet som en nødvendig forudsætning for poesi: "smukkest er du, når du er borte" (verden med musen uden hende, i Syvsoverne, 1969).
Det ændrede sig med Ormene ved himlens port (1995), en samling, hvis digte er ét langt sorgarbejde. Her er fraværet ikke en praktisk poetisk foranstaltning, men et smerteligt tab, forvoldt af en elsket venindes bratte, højst virkelige død.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.