Faktaboks

Henri Moissan
Født
28. september 1852
Død
20. februar 1907

Henri Moissan var en fransk kemiker, som i 1906 modtog nobelprisen i kemi for fremstilling og undersøgelse af fluor og for udvikling af højtemperaturkemien. I 1880 blev han ansat ved École supérieure de pharmacie i Paris, fra 1886 som professor i toksikologi og fra 1899 som professor i uorganisk kemi. I 1900 blev han professor i almen kemi ved universitetet i Paris.

Henri Moissans første undersøgelser var biokemiske og drejede sig om planters optagelse af kuldioxid og udskillelse af ilt. I 1880 blev han doktor på en afhandling om metaloxider. Herefter gik han i gang med en af datidens store kemiske udfordringer — grundstoffet fluor. I 1886 lykkedes det ham at fremstille gassen fluor (egl. difluor, F2) ved elektrolyse af en opløsning af kaliumfluorid i hydrogenfluorid. Han opfandt en elektrisk bueovn og kunne nu udføre kemiske forsøg ved 3500 °C. Herved fremstillede han rubin og en række borider, carbider og silicider; en påstået fremstilling (1893) af diamant er der senere sat spørgsmålstegn ved. Mineralet moisannit er siliciumcarbid. Han var den første, der fremstillede rent bor. I 1902 fremstillede han natriumhydrid og kaliumhydrid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig