Henri Grégoire, 1750-1831, fransk gejstlig og politiker, biskop i Blois 1791-1801. Grégoire blev i 1789 medlem af Generalstænderforsamlingen og fik størstedelen af det lavere præsteskab til at slutte sig til tredjestand. Han var den første, der i 1790 aflagde ed på præsteskabets borgerlige konstitution. Som medlem af Konventet arbejdede han for ophævelse af monarkiet, for afskaffelse af slaveriet i kolonierne og for almindelig folkeskoleundervisning. Han modsatte sig Napoleon Bonapartes styre og gav i 1801 afkald på sin biskoptitel, da konkordatet mellem Napoleon og pave Pius 7. forhindrede en genoplivelse af den gamle gallikanske kirke. Grégoire døde som overbevist demokrat, og hans begravelse blev en kraftig politisk manifestation.