Henri Clarke, 1765-1818, fransk general af irsk oprindelse. Clarke blev i 1793 udnævnt til brigadegeneral, blev derpå afsat, fordi han var adelig, men rehabiliteredes senere. Clarke sluttede sig til Napoleon og blev militærguvernør i Wien i 1805 og året efter i Berlin; 1807-14 var han krigsminister. Han sluttede sig derpå til Ludvig 18., under hvem han atter blev krigsminister og marskal.