Hendrik Anthony Kramers

Faktaboks

Hendrik Anthony Kramers
født:
17. december 1894
død:
24. april 1952

Hendrik Anthony Kramers, 17.12.1894-24.4.1952, hollandsk fysiker, professor ved universitetet i Utrecht i 1926 og i Leiden i 1934. Kramers opholdt sig i København 1916-26 som Niels Bohrs nærmeste medarbejder og medvirkede her til at udvikle Bohrs korrespondensprincip. Hans samarbejde med W. Heisenberg om dispersionsteori under dennes ophold i København i 1924 var en vigtig forudsætning for Heisenbergs udvikling af matrixmekanikken.

Kramers udviklede i 1926 WKB-metoden (Wentzel-Kramers-Brillouin) til approksimativ løsning af Schrödingerligningen og viste, at Bohrs kvantebetingelser gælder i første tilnærmelse i den nye kvantemekanik. Han bidrog herefter med vigtige teoretiske arbejder om magnetisme, statistisk mekanik og kvanteelektrodynamik. I 1946 blev han formand for den Videnskabelige og Teknologiske Komité under FNs Atomenergikommission.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig