Henan

Henan.

.

Henan, (kin. 'syd for floden', dvs. syd for Huang He, Den Gule Flod), Honan, provins i det centrale Kina; 167.000 km2, 94,02 mio. indb. (2010), og dermed Kinas folkerigeste provins. Provinsen ligger i området ved Huang Hes mellemste og nedre løb, hvor den kinesiske civilisation opstod, og den er en af Kinas tættest befolkede. Landbruget er det dominerende erhverv, og Henan er en af Kinas vigtigste kornproducenter. Hovedafgrøden er hvede (27% af Kinas produktion i 2004), men der dyrkes også majs, ris, tobak, te, sojabønner, bomuld, olieplanter, jordnødder, jute og hamp. Energiproduktionen er betydelig med både kulminer og olie- og naturgasfelter. Letindustrien omfatter bl.a. fødevareprodukter, tekstiler, læder og pelsværk. I provinshovedstaden, Zhengzhou, er der desuden udviklet højteknologiske industrier.

Henan har et tempereret fastlandsklima med varme, fugtige somre og kolde, tørre vintre. Floderne Huang He og Huai He løber med talrige bifloder gennem provinsen, og især Huang He har gennem tiderne forårsaget ødelæggende oversvømmelser. Huang He reguleres nu af en række dæmningsanlæg med tilhørende vandkraftværker, først og fremmest ved Sanmenxia i provinsens vestlige og Xiaolangdi i dens østlige del.

I 1993 blev der i amtet Xixia opgravet omkring 6000 forstenede dinosaurusæg.

Henan er rig på kulturskatte og arkæologiske fund; provinsen var hjemsted for stenalderkulturerne i Yangshao og i 1000-t. f.Kr. for Shangdynastiet. Den vigtigste by var Luoyang, der i perioder fra 771 f.Kr. til 938 e.Kr. var hovedstad i flere af de skiftende dynastier. Kaifeng var 960-1127 den sidste kejserhovedstad i Henan.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig