Helligåndskirken i København

Helligåndskirken. Monument over Den Ukendte KZ-fange, Helligåndskirken.

.

Helligåndskirken i København var oprindelig en del af Helligåndshospitalet, grundlagt ca. 1295. Kirken blev senere sydfløj i Helligåndsklostret, oprettet i 1474 af Christian 1.; det endnu stående Helligåndshuset udgjorde vestfløjen.

Faktaboks

også kendt som:

før 1881 Helliggeist

Middelalderbygningen blev udvidet, og 1582-1594 fuldendte Hans van Steenwinckel d.æ. et påbegyndt tårn med spir. Våbenhuset opførtes 1620, og Griffenfeld lod i 1672 Lambert van Haven tilføje et rundt gravkapel.

Kirken led meget ved byens brand i 1728, og J.C. Krieger restaurerede den som hallekirke, dvs. med samme loftshøjde i de oprindelige tre skibe. Det høje spir genskabtes 1878-1880 af H.B. Storck, der også lod den oprindelige portal i syd flytte til kirkens nye hovedindgang i vest og fik nyindrettet kirkerummet med inventar i renæssancestil.

Altertavlen af Didrick Gercken og Just Wiedewelt (1726) med maleri af Hendrik Krock (1727) blev overført hertil i 1732 fra Københavns Slot. Døbefonten af Thorvaldsen (1827) kom til kirken i 1939. Joakim Skovgaards store maleri Mariæ bebudelse under orglet er fra 1897. En tilbygning til Helligåndshuset opførtes i 1967 af Thomas Havning.

Kirkens hovedorgel har 75 stemmer og er bygget af Marcussen & Søn i 1986. Klokkespillet fra 2003 er bygget af Royal Eiisbouts i Holland og består af 49 klokker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Frank Norlem

Klokkespillet fra 1947 er kirkens klokkespil nr. 2. Det blev taget ud af funktion i 1990-1991 På af materialefejl i nogle af klokkerne (revner). Først i 2003 fik kirken det nuværende klokkespil skænket af Mærsk M. K. Møllers fond. Klokkespillet består af 49 klokker og kan betjenes manuelt, eller programmeres til automatisk spil.

svarede Marie Bilde

Kære Frank Norlem
Tak for din kommentar. Artiklen er opdateret.
Venlig hilsen
Marie/redaktør.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig