Helleruplund Kirke er en sognekirke, som ligger vestligt i Hellerup.
Helleruplund Kirke
Faktaboks
- Sogn
- Helleruplund Sogn
- Provsti
- Gentofte Provsti
- Stift
- Helsingør Stift
- Kommune
- Gentofte Kommune
Kirkegård
Kirken har ingen kirkegård i umiddelbar tilknytning,og ligger i stedet tæt op til veje mod nord og øst og villahaver mod syd og vest.
Kirkebygning
Kirken er opført i 1955-1956 efter tegning af arkitekten arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe til erstatning for en midlertidig barakkirke, der var opført i 1949. Kirken, som er bygget af røde teglsten udvendigt og gule teglsten indvendigt, består af et langhus med tresidet korafslutning (som noget utraditionelt er i vest), samt et tårn over vestenden. Hertil kommer to korsarmskapeller med symmetriske tilbygninger på vestsiden, som indeholder dåbsværelse og kontor. Under koret findes en krypt.
Indvendigt fremstår kirken som et lyst og venligt rum, hvor brugen af nøgne, gule teglsten på væggene og i de høje, hvælvede lofter danner en helstøbt enhed sammen med det lyse trægulv og det overalt ubemalede træinventar.
Inventar
Størstedelen af kirkens enkle træinventar stammer fra indvielsen i 1956 og er udformet efter tegning af kirkens arkitekter. Døbefonten i sten er i enkel stil, tydeligt inspireret af romanske granitdøbefonte. I koret præges kirkerummet særligt af de fire store vinduer, hvor der er indsat glasmosaikker som forestiller bebudelsen, måltidet i Emmaus, korsfæstelsen og opstandelsen. De er skabt af kunstneren Poul Henrik Jensen i 1959.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.