Helgi Pjeturs var en islandsk geolog. Pjeturs studerede i perioden 1899-1910 Islands geologi og lagde ud fra egne iagttagelser af Palagonitformationen og omfortolkninger af andres teorier grunden til en ny opfattelse af kronologien i øens geologiske udvikling. Denne blev præsenteret i disputatsen Om Islands Geologi (1905) og i Islandsbindet (1910) i Handbuch der regionalen Geologie. Efter 1910 ophørte hans geologiske forskning.