Helga Exner, f. 1939, tjekkisk-dansk guld- og sølvsmed; 1961-83 gift med Bent Exner. Helga Exner blev født i Tjekkoslovakiet og uddannet i Tyskland. 1961-83 havde hun sølvsmedje sammen med Bent Exner. Deres skulpturelt prægede smykker vakte betydelig opsigt i 1960'erne, de fleste opbygget af enkle, stereometriske former som kugler, kuber og cylindre. I 1969 modtog de Lunningprisen. Sølvarbejder til en lang række danske kirker - bl.a. til Inger og Johannes Exners bygninger - rektorkæden til Danmarks Lærerhøjskole (1964), flere bispekors og en borgmesterkæde er blandt de mange arbejder, der i årenes løb er udgået fra smedjen. På eget værksted fra 1986 har Helga Exner arbejdet med smykkebilleder, hvor landskaber, dyr m.m. udformes i sølv, emalje og rav.