Heinrich Wieland, 4.6.1877-5.8.1957, tysk kemiker, bl.a. professor ved universitetet i München 1925-50. Ved anvendelse af klassiske kemiske metoder opklarede Heinrich Wieland strukturen af en række naturstoffer. Han viste også, at oxidationsprocesser i levende celler bl.a. foregår ved dehydrogenering. I 1927 fik han tildelt nobelprisen i kemi for opklaringen af galdesyrers og nærtbeslægtede stoffers struktur.