Heinrich Lübke, 14.10.1894-6.4.1972, tysk politiker, forbundspræsident 1959-69. Lübke blev indvalgt i den preussiske landdag i 1931 for det katolske parti Zentrum, men blev frataget sine politiske poster i 1933 og sad fængslet indtil 1935. Efter 2. Verdenskrig trådte han ind i CDU og var 1947-52 minister for landbrug og ernæring i delstaten Nordrhein-Westfalen. Lübke var medlem af Forbundsdagen 1949-50, indvalgtes atter i 1953 og var fra samme år minister for ernæring og landbrug i Konrad Adenauers regering, indtil han i 1959 valgtes til forbundspræsident; i 1964 blev han genvalgt. Lübke var fortaler for en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD. I sin anden embedsperiode var han præget af tiltagende demens, hvilket gav anledning til pinlige episoder, sande og konstruerede Lübke-anekdoter og en hel grammofonplade med hans fortalelser.