Heinrich Lübke, tysk politiker, forbundspræsident 1959-69. Lübke blev indvalgt i den preussiske landdag i 1931 for det katolske parti Zentrum, men blev frataget sine politiske poster i 1933 og sad fængslet indtil 1935. Efter 2. Verdenskrig trådte han ind i CDU og var 1947-52 minister for landbrug og ernæring i delstaten Nordrhein-Westfalen. Lübke var medlem af Forbundsdagen 1949-50, indvalgtes atter i 1953 og var fra samme år minister for ernæring og landbrug i Konrad Adenauers regering, indtil han i 1959 valgtes til forbundspræsident; i 1964 blev han genvalgt. Lübke var fortaler for en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD. I sin anden embedsperiode var han præget af tiltagende demens, hvilket gav anledning til pinlige episoder, sande og konstruerede Lübke-anekdoter og en hel grammofonplade med hans fortalelser.
Heinrich Lübke
Faktaboks
Heinrich Lübke
- Født
- 14. oktober 1894
- Død
- 6. april 1972
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.