Heinrich George

Heinrich George var en tysk skuespiller. Heinrich George arbejdede fra 1920 i Berlin, hvor han bl.a. havde teatersamarbejde i 1925-1928 med Erwin Piscator ved Volksbühne. I 1921-1945 havde han talrige roller på film, i begyndelsen ofte som proletar, fx i Fritz Langs Metropolis (1926) og som Franz Biberkopf i Phil Jutzis (1896-1946) Berlin Alexanderplatz (1931).

På scenen blev hans paraderolle Johann Wolfgang von Goethes Götz von Berlichingen, som han spillede i utallige opsætninger mellem 1930 og 1939. Hans korpulente fremtoning, som han håndterede med stor adræthed, gjorde ham til en udpræget publikumsyndling, der også havde anmeldernes gunst.

Under Weimarrepublikken var Georges sympatier at finde hos venstrefløjen, en position han øjeblikkeligt forlod i 1933 af angst for sin fortsatte karriere. I de følgende år blev han en fremtrædende repræsentant for nazistisk film, hvor han var at finde i flere af de mest prestigefyldte og senere berygtede propagandafilm, fx Hans Steinhoffs (1882-1945) Hitlerjunge Quex (1933) og Veit Harlans Jud Süss (1940, Jøden Süss). Som påskønnelse for hans omvendelse overdrog Joseph Goebbels ham i 1937 ledelsen af Schiller-Theater i Berlin, som gæstespillede i København i 1938 og 1941.

Heinrich George havde altid været oprigtigt interesseret i nordisk kultur og spillede gerne skandinavisk dramatik på Schiller-Theater, i 1940 var det bl.a. Paul Sarauws (1883-1959) folkekomedie Den kloge Mand, i 1942 Svend Borbergs tragedie Synder og Helgen.

Problematisk blev hans rolle som festtaler ved dansk-tyske kulturarrangementer, hvor han gerne blandede kunst og politik og udbredte sig om "fælles stammebevidsthed" og "race-egenart i det germanske norden". Bl.a. åbnede han i marts 1941 i brovtende vendinger et tysk kulturinstitut i København.

Efter krigen blev Heinrich George af den sovjetiske besættelsesmagt interneret i den tidligere nazistiske kz-lejr Sachsenhausen, hvor han blev syg og døde.