Haymarketoptøjerne, Haymarket Riot, konfrontation mellem strejkende arbejdere og politi på Chicagos halmtorv 4.5.1886. Arbejderne krævede indførelse af en ottetimers arbejdsdag, og 180 politibetjente var udkommanderet for at holde øje med de ca. 1300 strejkedeltagere. Ved en pludselig bombeeksplosion blev otte betjente dræbt. Politiet skød herefter vildt omkring sig, dræbte mindst syv og sårede over 100, heraf mange af deres egne. Tyske anarkister fik skylden for optøjerne, og efter en tvivlsom retssag blev fire hængt.