Harry von Arnim, 3.10.824-19.5.1881, preussisk greve og diplomat. Arnim var modstander af Bismarcks liberale politik efter den tyske samling i 1871. I 1872 blev han ambassadør i Paris, hvor han pga. sin støtte til de franske monarkister kom i åben konflikt med rigskansleren. I 1874 blev Arnim forflyttet til Konstantinopel, hvorefter han truede med at afsløre hemmelige dokumenter fra ambassaden i Paris, der stillede Bismarck i et dårligt lys mht. Frankrigspolitikken. Efter afskedigelse blev han i okt. 1874 arresteret og senere samme år idømt ni måneders fængsel. For at undgå straf gik Arnim i eksil og rettede fra Schweiz skarpe angreb mod Bismarck. I 1876 blev han in absentia idømt 5 års tugthus for landsforræderi.