Harry Julius Emeléus, 22.6.1903-2.12.1993, britisk kemiker, professor i Cambridge 1945-70. Harry Julius Emeléus var en af banebryderne for den renæssance, den uorganiske kemi oplevede efter afslutningen af 2. Verdenskrig. I de første år arbejdede han inden for grænseområdet mellem lyslære og kemi, derefter samlede han sig om de dengang temmelig ukendte forbindelser af silicium. Hans seneste forskningsområde var fluorforbindelser, hvor ikke mindst hans undersøgelser af trifluormethylgruppen gav anledning til opdagelse af en række nye stoffer og til nye synspunkter vedr. den almene kemi.