Hareø, Qeqertarsuatsiaq, ubeboet ø nord for Disko ved Vestgrønland, beliggende ved den nordlige indsejling til Disko Bugt, Vaigat; 150 km2. Øen, hvis højeste punkt er 512 m, er opbygget af plateaubasalter, men på østsiden findes et brunkulslag vekslende med tuf og jernsten, hvor der er fundet mange fossiler fra Tertiær. Kullene blev tidligere udnyttet af områdets befolkning.