Faktaboks

Harboøre Kirke
Sogn
Harboøre Sogn
Provsti
Lemvig Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Lemvig Kommune

Harboøre Kirke.

.

Harboøre Kirke, skib og kor. Foto 1999.

.

Harboøre Kirke.

.

Harboøre Kirkes døbefont. Foto 1999.

.

Harboøre Kirke august 2008.

.

Harboøre Kirke. Foto: 2012.

.

Harboøre Kirkes hvide messehagel fremstillet af Inge-Lise og Flemming Bau 2010.

.

Harboøre Kirke, kirke beliggende ca. 11 km nordvest for Lemvig. Kirken hører under Viborg Stift.

Kirken er den tredje på stedet, tegnet af arkitekt K. Varming og opført 1910 af cementsten som er pudset og kalket. Den første kirke anses at være bygget omkring 1200, mens den anden er fra omkring 1500 og nedrevet 1909. Det nederste af tårnet er rester af tårnmurene fra den foregående kirke.

Den nuværende kirke er betydeligt større end sine forgængere. Den ligger tæt på havet og Nissum Bredning, og både på kirkegården og i kirkerummet er der minder om sognets tætte forbindelse til hav og skibe.

Den store kirkegård er med flere begravelser efter voldsomme skibsulykker blevet kaldt »de store katastrofers kirkegård«.

Kirkens skib er præget af de mange smukke rundbuer i vinduerne og i korbuen og særligt af træloftet, der i bueforløbene minder om en redningsbåd vendt på hovedet.

Altertavlen stammer fra den tidligere kirke og er dateret 1606. Ved overflytningen til den nyopførte kirke blev den forsynet med nye malerier udført af Axel Hou. De er socialrealisk udformet, idet kunstneren har benyttet sig af det moderne greb at lade det store billede fylde altertavlens bredde ud, så det fungerer som om man kigger gennem et stort vindue ud på skaren, der flokkes om Jesus. Alterets antependium er fremstillet i 2011.

Kirkens nuværende farvesætning, også på altertavlens rammeværk, skyldes maleren Ernst Triers indsats ved en restaurering i 1959.

Granitdøbefonten er kirkens ældste inventar. Den var placeret i den oprindelige, nedrevne kirkebygning og er med sin udsmykning – fire grofthuggede menneskehoveder – usædvanlig for Vestjylland.

Kirkens hvide messehagel er fremstillet i 2010 af Flemming Bau og Inge-Lise Bau.

Kirkens hjemmeside

Se kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig