Harald 4., Gille eller Gillekrist ('Kristi tjener', af gælisk gille 'tjener'), ca. 1103-36, konge af Norge fra 1130. Harald var søn af Magnus Barfod og en kvinde fra Irland eller Hebriderne og dukkede op i Norge i 1129, hvor han blev præsenteret af Hallkel Huk som halvbror til kong Sigurd Jorsalfar. Sin kongelige byrd beviste han ved gudsdom ved at gå på bare fødder over ni gloende plovjern. Ved Sigurds død i 1130 blev han konge sammen med Sigurds søn Magnus, men samkongedømmet viste sig ustabilt, og i 1134 kom det til strid ved Fyrileif (nuv. Färlev i Bohuslän), hvor Harald måtte flygte til Erik 2. Emune i Danmark. I 1136 vendte lykken; Haralds hær fangede Magnus, som blev blindet, kastreret og fængslet. Sidst på året gik det dog galt for Harald, der blev pågrebet og dræbt af sin efterfølger, Sigurd Slembe. Med Harald begyndte den periode i norsk historie, der tit omtales som borgerkrigenes tid.