Har Gobind Khorana, 1922-2011, indiskfødt amerikansk biokemiker, der blev uddannet ved Punjab University i Lahore. Efter studieophold i bl.a. Storbritannien og Schweiz var han fra 1971 professor i biologi og kemi ved Massachusetts Institute of Technology. I 1960'erne bidrog han afgørende til opklaringen af den genetiske kode gennem sin kortlægning af aminosyresekvenserne i de proteiner, som dannes af et system af cellekomponenter efter tilsætning af et semisyntetisk fremstillet messenger-RNA med kendte nukleotidsekvenser, hvorved sammenhængen mellem kodeenhed (codon) og aminosyre fremgår. Han påviste desuden, hvilke codons der kontrollerer påbegyndelsen og afslutningen af dannelsen af aminosyrekæden i et protein. I 1970 kunne Khorana og medarbejdere fremstille den første kunstige kopi af et gen fra en gærcelle. Sammen med Robert Holley og Marshall Nirenberg modtog han nobelprisen i fysiologi/medicin i 1968.