Hanstholm Fyr.

.

Hanstholm Fyr, fyr på Jyllands vestkyst ved Hanstholm. Fyret blev i 1843 indviet som det første på vestkysten efter pres fra sømagten England som havde lidt adskillige voldsomme skibsforlis i farvandet.

Det 23 m høje ottekantede fyr står på et højdepunkt syd for Hanstholm, ved Hansted Kirke. Med et kraftigt lys og en flammehøjde på 65 m er det det danske fyr som kan ses længst væk. Det stod klar til ibrugtagning allerede o. 1840 da man opdagede at murværket slog revner. Det var tegnet af arkitekt G.N. Holgreen med hofbygmester J.H. Koch som bygherre og blev bygget af entrepenør G.N. Sibbern.

Den vagt udformede kontrakt umuliggjorde en retssag, men problemet løstes ved at G.N. Sibbern generøst for egen regning rev tårnet ned for at bygge et nyt og stærkere på stedet, mens arkitekten tog sagen så alvorligt at han hængte sig i fyrets kælder. Det nye fyr var indrettet med en af de tidlige Fresnel-linser. I 1889 blev tårnhuset forhøjet for at give plads til et forbedret roterende linsesystem med en særdeles kraftig kulbuelampe.

Kulbuelampen blev dog i 1924 udskiftet med en glødelampe. Tidligere var fyret et af verdens kraftigste. I vore dage er Kullen Fyr med sine 3,8 mio. hefnerlys dog det kraftigste i Skandinavien.

Det hvide fyrtårn og de gule fyrbygninger er fredet og blev i 1979 købt af Hanstholm Kommune som indrettede dem som museum og udstillingslokaler. Udstillingerne tager udgangspunkt i egnens natur, erhverv og historie. Der arrangeres tillige kunstudstillinger, og den lokale turistforening har i sommermånederne en informationsbod i fyrbygningen.

Adresse: Tårnvej 23, 7730 Hanstholm.

Se også fyr og farvandsafmærkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig