Hanstedreservatet

Nors sø.
Licens: CC BY NC SA 3.0

Hanstedreservatet er et ca. 35 km2 stort område overvejende med klitheder på hævet havbund ud mod Vesterhavet mellem Hanstholm og Klitmølle i Thy.

Faktaboks

også kendt som:

Hanstholm Vildtreservat

Mod vest og nord findes udblæsninger og vandreklitter – parabelklitter – mod øst søer og hedemoser. Længst mod øst hæver flyvesandsdækkede kalkmoræneknuder sig med udsigtspunktet Isbjerg op til 56 m.o.h. Her danner kalkaflejringer skråningerne og bunden i flere karstsøer, bl.a. Blege Sø med Blegsøskrænten og Nors Sø.

Dette østlige område, der har forbud mod færdsel hele året, er kerneområde for reservatets varierede og specielle plante- og dyreliv med fx trane, tinksmed og planten liden najade.

Reservatets øvrige del er kun afspærret i sommerhalvåret, dog er kystvejen – fra 2010 med cykelsti – altid åben; Hanstedreservatet blev oprettet 1949 og er 1972-80 suppleret med fredninger af bl.a. Tved Klitplantage og Vilsbøl Klitplantage.

Hanstedreservatet indgår siden 2008 i Nationalpark Thy – Danmarks første nationalpark på nær ved 250 km2.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig