Hans d.æ., 1521-1580, hertug af Slesvig-Holsten; søn af Frederik 1. og Sophie af Pommern. Hans var i 1533 blevet hyldet som hertug sammen med Frederik 1.s tre andre sønner, og 1536-42 opholdt han sig ved det preussiske hof, et af tidens betydeligste nordtyske fyrstehoffer. Ved arvedelingen i 1544 mellem Frederik 1.s sønner fik Hans områder i begge hertugdømmer, men hovedparten lå i den nordlige og vestlige del af Slesvig med hovedresidens i Haderslev. Hans var en god administrator med interesse for skole- og hospitalsvæsen og gjorde sig også bemærket som bygherre, bl.a. ved opførelsen af residensen Hansborg i Haderslev. Betydelige levn fra administrationen er bevaret og udgivet i De Hansborgske Registranter og De Hansborgske Domme. Efter hans død blev områderne delt mellem Frederik 2. og hertug Adolf.