Hans Smidth

Faktaboks

Hans Smidth
født:
1839
død:
1917

Hans Smidth. En skolestue med en læsende dreng, 1854-1917. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Hans Smidth. Foto: N.E. Sinding, 1864.

.

Hans Smidth. En fremmed spørger om vej i bondegården på heden, 1877. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Hans Smidth, 1839-1917, dansk maler; bror til F.L. Smidth. Hans Smidth flyttede i 1854 til Skive-egnen, hvis landskab og folkeliv kom til at præge hans kunst. 1861 kom han på Kunstakademiet, men afbrød studierne i 1866 af økonomiske årsager. I 1867 debuterede han på Charlottenborg og var 1870-71 elev hos Vilhelm Kyhn.

Fra 1878 var Hans Smidth bosat i København, men fandt fortsat motiver i mange egne af Jylland. De centrale motiver i hans kunst var landskaber, interiører og folkelivet, som han skildrede uden hang til det anekdotiske eller sentimentale.

I 1880'erne blev Smidth påvirket af de realistiske strømninger, hans malemåde blev mere skitseagtig, og han gav sig efterhånden i kast med større figurkompositioner med motiver fra historien og fra St.St. Blichers fortællinger, fx Pennekas Drallers kjeltringbal (1894, Hirschsprung), hvis mørke kolorit også vidner om inspiration fra hollandsk 1600-tallets-maleri.

Hans Smidths produktion var stor, men han nød først sent anerkendelse i sin samtid. Han modtog Eckersbergs Medalje i 1906.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig