Hans Sachs

Faktaboks

Hans Sachs
født:
1494
død:
1576

Hans Sachs, 1494-1576, tysk digter. Hans Sachs blev som ung indført i mestersangen i sin fødeby, Nürnberg. Her nedsatte han sig i 1520 som skomagermester, og voksende velstand gjorde det efterhånden muligt for ham helt at hellige sig digtekunsten.

Med mestersang, fastelavnsspil og Reimpaarsprüche — episke tekster med fortløbende rimpar — står Hans Sachs i håndværkerlitteraturens tradition. Sachs var ingen lærd, men en meget belæst person med et anseeligt bibliotek.

Reformationen blev den afgørende oplevelse for ham. Den satte dybe spor i den digtning, der gjorde ham kendt ud over Nürnbergs grænser, men også indbragte ham midlertidigt publikationsforbud. I nye genrer som prosadialogerne og mestersangerdramaerne ses påvirkning fra reformation og humanisme.

Mestersangen forblev dog den dominerende genre, og Meisterlieder opgøres til over 4000 repræsenterende ca. 300 forskellige Töne, af hvilke han selv komponerede mindst 13. Digtningens sigte var for ham klart didaktisk; således omformedes ethvert stof til et budskab om borgerlig mellemstands fornuftsmoral.

I dag er Hans Sachs bedst kendt som hovedpersonen i Richard Wagners opera Mestersangerne i Nürnberg fra 1868.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig