Faktaboks

Hans Pleydenwurff
Født
1420
Død
1472

Hans Pleydenwurff, 1420-1472, tysk maler. Hans Pleydenwurff kom fra et værksted i Bamberg, før han erhvervede borgerret i Nürnberg i 1457, hvor han ledede et yderst produktivt værksted.

Hans Pleydenwurff tilførte billedkunsten i Nürnberg nye impulser, idet han sandsynligvis havde rejst og opholdt sig i Nederlandene og dér var blevet fortrolig med nederlandsk billedkunst, især kunstnere som Rogier van der Weyden og Dieric Bouts.

Det blide nederlandske blev suppleret med en tysk farverig fortællende realisme, som bl.a. kan studeres på et af hans hovedværker, Korsfæstelsen (efter 1462, Alte Pinakothek i München).

Hans Pleydenwurff var lærermester for Michael Wolgemut, der efter hans død overtog værkstedet og giftede sig med enken, hvilket var almindeligt dengang. En søn Wilhelm Pleydenwurff (død 1494) var tillige maler og medarbejder i værkstedet hos Wolgemut.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig