Faktaboks

Hans Otto Jørgensen
Født
1954

Hans Otto Jørgensen. Foto fra 2006.

.

Hans Otto Jørgensen, f. 1954, dansk forfatter; fra 2002 til 2009 rektor for Forfatterskolen. Hans Otto Jørgensen kan ses som en moderne arvtager af de jyske bondeforfatteres fortællinger om skæve hverdagseksistenser på landet, fra Blicher til Johannes V. Jensen. Men med sin blanding af kras naturalisme, fabuleren og sans for det groteske udforsker han i novellesamlinger som Amerika (1990) mfl. især psykiske egne hos personerne, tilstande af drøm, forvandling, flugt, amok — bl.a. også i romanerne Tårnet (1989) og Ekliptika (1993) og med særlig koncentreret kraft i Nåden (1996).

Den karakteristiske vekseldrift fortsætter fra bog til bog eller i det enkelte værk mellem modernistisk formeksperiment som i romanen Molly — historien om en engel (2000) og knortet realisme som i den prisbelønnede roman Helt og heltinde (2001), en stærk, psykologisk beretning om et kærlighedsforhold på landet i tiden omkring 2. Verdenskrig. Otto gasser op (2004) er et udvalg af hans noveller om mænd på landet, mens Væltede kældre (2005) er en eksperimenterende kærlighedsroman, en pendant til ægtefællen, Christina Hesselholdts Du, mit du.

Hans Otto Jørgensen modtog Georg Brandes-prisen 2015 for Horden (2015), der rummer portrætter af en række af det moderne gennembruds mere oversete forfattere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig