Hans Olrik, 1862-1924, dansk historiker, forstander for Statens Lærerhøjskole til sin død, søn af Henrik Olrik.
Som historiker så Hans Olrik dansk middelalder i europæisk sammenhæng, fx i værket Konge og Præstestand i den danske Middelalder, 1-2 (1892-95). I emnevalg og holdning var han elev af A.D. Jørgensen, jf. bl.a. hovedværket Absalon, 1-2 (1908-09), der var tilegnet de danske folkehøjskoler. Med rod i et stærkt nordisk engagement var han dansk redaktør af Nordisk tidskrift 1896-1923.
Sin største indsats ydede Hans Olrik inden for videreuddannelsen af folkeskole- og realskolelærere. I 1895 blev han forstander for de statslige videreuddannelseskurser for lærere, og hans energiske ledelse resulterede 1904 i oprettelsen af den faste institution Statens Lærerhøjskole, fra 1944 Danmarks Lærerhøjskole.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.