Hans Molisch, 1856-1937, østrigsk plantefysiolog og -anatom, født i Brno, Tjekkiet. Molisch var professor i Graz, Prag og Wien 1889-1928 og underviste i Japan 1922-25 og i Indien 1928-29. Han var datidens førende forsker inden for den mikroskopisk-eksperimentelle botanik og påviste en række stoffer i cellerne, fx druesukker, og fandt en metode til påvisning af bl.a. klorofyl (Molischs fasetest). Han arbejdede desuden med lysudsendelse hos planter (bioluminescens) samt med planters forhold til kulde og fandt, at varmt vand kan ophæve planters knophvile. Af væsentlige værker kan nævnes Mikrochemie der Pflanzen (1913) og Pflanzenphysiologie (1921).