Faktaboks

Hans Lindberg

Hans Ottar Lindberg

Født
1. august 1981
Hans Lindberg
Hans Lindberg i landskampen mellem Danmark og Frankrig den 24. oktober 2019.
Hans Lindberg
Af /Ritzau Scanpix.

Hans Lindberg er en dansk håndboldspiller, der spiller højre fløj for den tyske klub Füchse Berlin og for det danske landshold. Han har spillet 299 landskampe og scoret 805 mål for Danmark (pr. 28. januar 2024). Med landsholdet har Hans Lindberg bl.a. vundet VM-guld i 2019 og 2023 og EM-guld i 2008 og 2012.

Hans Lindbergs klubkarriere

Hans Lindberg spillede ungdomshåndbold i Ølstykke og skiftede i 1999 til Team Helsinge, hvor han hurtigt blev en stor profil på holdet og fik tilnavnet "Hans Majestæt". Fra 2005 til 2007 spillede han i Viborg HK. Her opnåede han en sølvmedalje i 2007 og blev i samme sæson topscorer i Håndboldligaen.

I 2007 foretog Hans Lindberg et succesrigt skifte til den tyske klub HSV Hamburg, hvor han spillede helt frem til 2016. Med Hamburg vandt han bl.a. den tyske pokalturnering i 2010, det tyske mesterskab i 2011 og Champions League i 2013, ligesom han blev topscorer i Bundesligaen i både 2010 og 2013.

Efter HSV Hamburgs konkurs i 2016 fortsatte Hans Lindberg karrieren i Füchse Berlin, hvor han bl.a. har vundet EHF European League i 2018. I sæsonen 2021/2022 blev han i en alder af 40 år endnu en gang topscorer i den tyske håndboldliga (242 mål). Den 20. maj 2023 nåede Hans Lindberg op på i alt 2907 mål i Bundesligaen. Han er dermed den mest scorende spiller i den tyske håndboldliga nogensinde.

Klubber som seniorspiller

  • Team Helsinge (1999-2005)
  • Viborg HK (2005-2007)
  • HSV Hamburg (2007-2016)
  • Füchse Berlin (2016-)

Hans Lindberg på landsholdet

Hans Lindberg debuterede på landsholdet i 2003 og fik slutrundedebut ved VM i 2007, hvor Danmark fik bronze. Han har siden vundet flere medaljer ved både VM og EM. Lindberg var blandt andet var med til at vinde EM-guld i 2008, VM-sølv i 2011 og EM-guld i 2012. Hans Lindberg var også en del af truppen til De Olympiske Lege i 2016, hvor Danmark vandt guld, men kom ikke på banen. Ved VM på hjemmebane i 2019 blev han skadet i Danmarks åbningskamp mod Chile, men vendte tilbage og spillede nogle minutter i finalekampen mod Norge, som Danmark vandt 31-22. Hans Lindberg var ikke udtaget til hverken OL i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien) eller VM samme år, men gjorde slutrundecomeback til EM i 2022, hvor Danmark fik bronze. Han var også med i truppen til VM i 2023, hvor Danmark vandt for tredje gang i træk. Den 14. december 2023 blev han udtaget til Danmarks trup ved EM i 2024, hvor han sammen med resten af holdet fik sølv.

Medaljer med landsholdet

  • 2007: VM-bronze
  • 2008: EM-guld
  • 2011: VM-sølv
  • 2012: EM-guld
  • 2019: VM-guld
  • 2022: EM-bronze
  • 2023: VM-guld
  • 2024: EM-sølv

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig