Faktaboks

Hans J. Wegner

Hans Jørgensen Wegner

Født
2. april 1914, Tønder
Død
26. januar 2007

Hans J. Wegner og modeller af stole, han designede.

.

Hans J. Wegner. Y-stolen fik navn efter det karakteristiske rygstykke. 1950 .

.

Hans J. Wegner. Den runde stol fra 1949. Den er udført i egetræ på Johannes Hansens Møbelsnedkeri og er i al sin elegante enkelhed bygget op af fire ens og lige høje ben, ryg og armlæn i ét rundet stykke træ samt et rørflettet sæde spændt ud mellem fire stokke, der udgør sargen. Stolen gav samme år Wegner et internationalt gennembrud, og den har siden båret navnet The Chair eller Stolen. Den var i brug under de berømte tv-debatter mellem de amerikanske præsidentkandidater, John F. Kennedy og Richard M. Nixon, før valget i 1960.

.

OPALA bordlamper af Hans. J. Wegner

.
Licens: Brukerspesifisert

Hans J. Wegner. Første udgave af den kinainspirerede stol. 1943.

.

Hans J. Wegner var en dansk møbelarkitekt. Han blev udlært snedkersvend 1931 og derefter uddannet på Teknologisk Institut og Kunsthåndværkerskolen (i dag Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering). 1940-43 var han ansat hos Arne Jacobsen og Erik Møller, hvor han var med til at tegne interiør til Aarhus rådhus. I årene 1943-46 og fra 1949 drev han egen tegnestue. I krigsårene arbejdede han desuden hos vennen Børge Mogensen, som ledede FDB møblers tegnestue.

Hans J. Wegners værk, som omfatter mere end 500 stole og et tilsvarende antal andre møbeltyper, var en livslang stræben efter at forstå træets natur og udnytte dets muligheder. Hans formgivning er præget af en udtryksfuld og ofte skulpturel funktionalisme.

I begyndelsen af 1940'erne nyfortolkede Wegner, i traditionen fra Kaare Klint, en række ældre stoletyper, fx windsorstole og kinastole. Men gradvis fik de fjernet de stilistiske detaljer og ornamentering og tilført en moderne elegance. Samarbejdet med snedkermester Johannes Hansen førte til en række møbler, der blev vist på de årlige snedkerlaugsudstillinger.

1949 præsenterede de Den runde stol, en enkel og komfortabel videreudvikling af kinastolene. Den vakte international opmærksomhed, da den blev anvendt under en tv-duel mellem de amerikanske præsidentkandidater John F. Kennedy og Richard Nixon 1961.

Den udenlandske presse omtalte den som verdens smukkeste stol og gav den navnet The Chair; dette blev begyndelsen på Danish Designs internationale gennembrud.

Hans J. Wegner kombinerede håndværksmæssig og industriel produktionsteknik og lavede senere i karrieren industrielt design for en række danske møbelfabrikanter. Han arbejdede også i stål og indrettede en række institutioner og firmaer og designede bestik og belysning m.m., fx hejsependlen The Pendant (1962) og Opala-serien, der blev tegnet i 1970'erne til Hotel Scandinavia i København. Ligesom en lang række af Wegners møbler er de stadig i produktion.

I 1995 åbnedes en permanent samling af Wegner-stole i fødebyen Tønder, indrettet i vandtårnet ved Tønder Museum. Wegners stole er desuden udstillet på en række af verdens førende designmuseer. Blandt Hans J. Wegners talrige hædersbevisninger er Lunningprisen (1951), Eckersbergs Medalje (1956) og Prins Eugens Medalje (1961).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig