Hans Delbrück, 1848-1929, tysk historiker og politiker. Delbrück er forfatter til omdiskuterede værker om krigshistorie. 1883-1919 var han redaktør af det historiske tidsskrift Preussische Jahrbücher, 1896-1921 var han professor i Berlin. Delbrück var medlem af både det preussiske og det tyske parlament og tilhænger af en stærk flåde og tysk stormagtsstatus. Samtidig kritiserede han de nationalliberales og de konservatives nationalisme og antiparlamentarisme. Under 1. Verdenskrig var Delbrück fortaler for moderate tyske krigsmål og modstander af den uindskrænkede ubådskrig.