Faktaboks

Hans Baldung Grien
Født
1484, Schwäbisch-Gmünd, Tyskland
Død
1545, Strasbourg, Frankrig
Levetid - kommentar
Født 1484 eller 1485; død september 1545

Den hellige Sebastians martyrium, maleri, 1507. Billedet viser midterfeltet af det trefløjede Sebastiansalter, der er et af Baldung Griens første selvstændige ungdomsværker, oprindelig udført til en kirke i Halle. Martyrlegenden er, som det var almindeligt i denne periode, henlagt til den sydtyske natur. To personer skiller sig ud fra handlingen: Den kostbart klædte mandsperson yderst til højre, som er altertavlens stifter, og den selvbevidste unge mand med rød baret og grøn kjortel bag Sebastian, der er et selvportræt af kunstneren.

/Germanisches Nationalmuseum, Nürnberg. .

Hans Baldung Grien var en tysk maler og grafiker og en af de mest komplicerede skikkelser i 1500-tallets tyske kunst.

Efter sin læretid i Strassburg tog Hans Baldung Grien til Nürnberg, hvor han 1503-1507 var den betydeligste medarbejder i Albrecht Dürers værksted. Dürer gav ham tilnavnet "Grien" (grøn) på grund af hans forkærlighed for denne farve.

Fra 1509 til sin død virkede han igen i Strassburg, hvor han blev mester i 1510. Baldung arbejdede med kirkelige opgaver som altertavler og glasmalerier og med portrætter samt allegoriske og mytologiske fremstillinger.

Vigtigste kirkelige opgaver

Blandt hans altertavler kan nævnes Sebastiansalteret (1507, Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg) og højalteret i domkirken i Freiburg im Breisgau (1512-1517), en af de sidste kirkelige opgaver af denne type før Reformationen.

Død og drift hos Baldung

Den unge kvinde og døden, begyndelsen af 1500-tallet. Knokkelmanden og manden med leen er billedlige udtryk for døden, som stammer fra senmiddelalderen. En ny tidsbevidsthed vandt dengang frem, og det europæiske menneske blev pinligt klar over, hvor kort livet er. Husk på døden, memento mori! Selvom man er ung og frisk som kvinden her, så ved vi alle (og bør huske på), at skønheden falmer, og at hun, som alle andre, før eller siden er dødens sikre bytte. Derfor griner han bag hende.

Musées Royaux des Beaux-arts de Belgique, Bruxelles.

Mærkværdigst og mest interessant er Baldung i sine allegoriske fremstillinger over livsaldre, død, seksualitet og drift, fremstillet i en forvrænget manieret stil.

Hans Baldung Grien har desuden skildret hekse, unge som gamle, med en sjælden frivolitet og intellektuel distance. I en serie træsnit, Vilde heste (1534), blotlægger han sanseverdenens kaos med en udefinerbar blanding af moraliserende humor og advarende tiltrækning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig