Hans Anker Jørgensen, f. 26.1.1945, dansk præst og salmedigter. Jørgensen er født i Himmerland, men voksede op i Vallekilde, hvor faderen var præst. Han skrev sine første salmer som 12-årig. Jørgensen blev cand.theol. 1974 og var præst ved Tingbjerg Kirke (Bispebjerg) 1984-91, præst 1994-2004 ved Hans Tausens Kirke på Islands Brygge sideløbende med, at han var studenterpræst ved Københavns Universitet 1991-2004. Jørgensen har været aktiv på venstrefløjen og har i sin salmedigtning været optaget af retfærdighed og omsorg for samfundets nederste. Han har seks salmer med i 2002-udgaven af Den Danske Salmebog. Efter sin pensionering i 2004 har Jørgensen slået sig ned i Høve og er en aktiv skribent og foredragsholder. Han har bl.a. skrevet salmebogssamlingerne Kærlighedens Søn (1999) og Frømandens Øje (2006).