Hanoi

Hanoi.

.

Præsidentpaladset, tidligere den Franske Guvernørs palads.

.

Glaserede hunde på marked i Hanoi. Fotografi fra 2005.

.

Hanoi, hovedstad i det forenede Vietnam siden 1976; ca. 2,6 mio. indb. (2010). Hanoi ligger ca. 100 km fra Tonkinbugten på den store slette omkring Den Røde Flod og omgives af store diger til beskyttelse mod oversvømmelser.

Ifølge overleveringen blev byen grundlagt i 1010 under det første Ly-dynasti, og den fungerede som hovedstad frem til 1802, da kejserbyen blev flyttet til Huê i det centrale Vietnam. Under franskmændene, som besatte byen i 1882, var Hanoi administrationscentrum for protektoratet Tonkin og 1902-45 for hele Fransk Indokina. Byen blev præget af at være både kongeby med citadel og administration og handelsby med markedsplads og tilhørende håndværkerlav. Efter Augustrevolutionen i 1945 udråbte Ho Chi Minh den selvstændige republik fra Ba Dinh-pladsen midt i byen; den var hovedstad i Nordvietnam frem til 1976.

Byens fysiske struktur er ikke ændret grundlæggende siden kolonitiden. I centrum ligger Hoan Kiem-søen og den gamle bydel med 36 snævre, lavsopdelte gader. Husene ligger i små sammenbyggede rækker med individuel udformning og et karakteristisk svaj i tagryggen.

De økonomiske reformer af den socialistiske økonomi i 1990'erne har medført en hurtig ekspansion i Hanoi. Byen er blevet et dynamisk økonomisk centrum, og både udenlandsk kapital og privatbilisme er begyndt at præge byen. Det er besluttet, at den gamle bydel skal restaureres, for at det traditionelle præg kan bevares. Industrier, hoteller og boligbyggeri skyder op mellem de gamle huse, og i forstæderne erstattes stråhytter af moderne boligkomplekser. På byggepladserne sker der med mellemrum ulykker, når bygningsarbejdere graver ueksploderede bomber frem fra de amerikanske flyangreb under Vietnamkrigen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig