Handelsregisteret, register, hvori der tidligere blev indført de anmeldelser, der iht. Firmaloven skulle foretages om virksomheder, der drev handel, håndværk eller fabrikation i form af et interessentskab, et kommanditselskab e.l. Handelsregisteret blev ført af politimesteren, i København af magistraten. Fra 1995 skal ifølge Lov om erhvervsdrivende virksomheder kun andelsvirksomheder og andre erhvervsdrivende juridiske personer med begrænset medlemshæftelse anmeldes, og anmeldelsen sker nu for hele landets vedkommende til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i København. Se også firma.